EMPOWERMENT PROGRAMMET
Sisterpower har skabt et 7 trins empowerment program til at skabe sikkerhed, empowerment, og trivsel for sårbare kvinder, som enten aktuelt lever med vold i nære relationer eller som er vokset op med vold og andre traumatiske vilkår i hjemmet og dermed er i forhøjet risiko for at blive udsat for vold og overgreb i voksenlivet.
Empowerment programmet er designet til at være et fleksibelt program, så det kan tilpasses den enkelte kvinde og de forskellige nationale og kulturelle forhold – afhængig af det enkelte lands særkende. Det byger på syv centrale trin, der hver især bidrager til kvinders sikkerhed og empowerment på afgørende områder. Fra at kende sine rettigheder og skabe trygge rammer for deres liv, til at opbygge økonomisk selvstændighed og stærke netværk – hvert trin er en vigtig byggesten på vejen mod et liv med frihed, værdighed, respekt og muligheder.
Vi arbejder for at kvinder, uanset hvor de befinder sig, skal have adgang til den viden, de redskaber og færdigheder, som kan hjælpe dem til at stå stærkt og selvstændigt i dem selv og deres liv. Vores mål er at hjælpe kvinder med at tage kontrol over deres liv, så de kan skabe en positiv fremtid for sig selv, deres familier og deres lokalsamfund.
Trin 1: Retssikkerhed
Kend dine rettigheder og stå stærkere
Det første skridt mod empowerment er viden om egne rettigheder og den nationale og internationale lovgivning. Vi underviser kvinder i grundlæggende menneskerettigheder og de love, der beskytter dem i deres land. Programmet giver kvinder indsigt i deres rettigheder og hvordan de kan håndtere situationer, hvor deres sikkerhed og værdighed er truet. Vi tilbyder også viden om og kontakt til organisationer, der kan yde juridisk støtte, hvis der opstår behov for det.
Trin 2: Fysisk Sikkerhed
Beskyt dig selv og skab tryghed
For at opnå en følelse af tryghed er fysisk sikkerhed afgørende. Vi arbejder med kvinderne om at udvikle personlige sikkerhedsplaner, der tager højde for deres individuelle behov og situationer. Gennem programmet får kvinderne også undervisning i selvforsvar og tilpassede sikkerhedsstrategier, der kan beskytte dem og deres familier. Dette inkluderer adgang til nødtelefoner, krisecentre og andre ressourcer, som kan hjælpe i kritiske situationer.
Trin 3: Følelsesmæssig Sikkerhed
Opbyg indre styrke og balance
Mange kvinder har oplevet voldsomme traumatiske hændelser og levet i kronisk stress, som kan forårsage traumer og påvirke deres mentale sundhed og selvbillede. Vi tilbyder støtte til at bearbejde disse traumer og hjælper kvinder med at opnå en indre følelsesmæssig stabilitet og tryghed.
Gennem mindfulness, åndedrætsøvelser og andre teknikker lærer kvinderne også at genkende og regulere deres følelser. Målet er at skabe en stærk indre balance, som giver dem styrke til at stå imod fremtidige udfordringer og opbygge resiliens og modstandskraft.
Trin 4: Økonomisk Sikkerhed
Bliv økonomisk uafhængig
Økonomisk uafhængighed er afgørende for at skabe frihed og selvstændighed. Vores program tilbyder undervisning i budgetlægning, teknologiske hjælp til daglig økonomistyring og planer for selvforsørgelse. I udviklingslande ønsker vi at hjælpe kvinderne med iværksætteri, så kvinderne kan opnå økonomisk sikkerhed. Undersøgelser har påvist, at den økonomiske sikkerhed giver fysisk sikkerhed mod vold og overgreb også. Så det er et vigtigt element i at forenygge og standse kønsbaseret vold. Intentionen er også at give kvinderne i vores projekter i udviklingslande mulighed for at tjene penge gennem små produktioner eller samarbejde med designere, hvor de kan sælge deres produkter. Vi støtter kvinder i at opbygge en økonomisk platform, så de kan stå stærkere og sikre en stabil fremtid.
Trin 5: Social sikkerhed
Skab et stærkt netværk omkring dig
Social støtte er en vigtig faktor for alle menneskers trivsel og udvikling - og det er til tider den mest dokumenterede buffer mod udviklingen af sociale, følelsesmæssige og mentale udfordringer. Der er både behov for briding og bonding til at skabe et stærkt fundament for voksenlivet, men sårbare grupper er på mange måder marginaliseret netværksmæssigt. Det ønsker vi at være med til at gøre op med både nationalt og internationalt.
Derfor hjælper vi kvinderne med at opbygge netværk og relationer i deres lokalsamfund, så de kan finde støtte, inspiration og venskaber, der styrker dem. Dette trin fokuserer på at skabe varige sociale forbindelser og opbygge et netværk, der fungerer som et beskyttende fællesskab, hvor kvinder kan vokse og hjælpe hinanden.
Trin 6: Strukturel Sikkerhed
Styrk dialog, samarbejde og respekt
Strukturel sikkerhed handler om at skabe forståelse og respekt på tværs af kulturelle, religiøse og sociale forskelle i et land. Programmet fremmer tværkulturel og tværreligiøs dialog, så kvinderne lærer at navigere i forskellige samfundsstrukturer og kulturer med åbenhed og tolerance. Vi arbejder for langsigtede forandringer, der gør det muligt for kvinder at udtrykke sig frit og leve med respekt og accept i deres samfund og beskytte dem mod eventuelle undertrykkende samfundsmæssige strukturer og mekanismer.
Trin 7: Pay-It-Forward
Giv styrken videre til andre
Empowerment handler ikke kun om at modtage, men også om at give. Når kvinderne har gennemgået programmet, forpligter de sig derfor til at dele deres viden og erfaringer med andre kvinder i deres netværk. De kan blive mentorer, yde peer-support og støtte andre kvinder, der er i lignende situationer. På den måde skaber vi en bevægelse af kvinder som støtter kvinder – en kvinde ad gangen. Når de deler med medsøstre, kan den viden og erfaring for alvor spredes som ringe i vandet og nå langt længere ud, end vi personligt selv kan i de enkelte lande.