Håbefuld ovenpå 8 marts
Det er 9 marts og jeg sidder på en cafe i forårssolen på en af Københavns cafeer med en kvindelig rollemodel gennem snart 30 år, som bliver 80 senere på måneden og som har sat et betydningsfuldt aftryk på den kvinde, som jeg er blevet i dag, men også på verden, som vi kender den i dag.
Jeg har gennem tiderne hørte hende fortælle interessant historier fra 60érne og 70érne, hvor hun og andre kvinder gik på barrikaderne for kvindefrigørelsen og udfordrede… udforskede… udviklede og til sidst overvandt den herskende samfundsorden og skabte en ny verden med langt større ligestilling. Som yngre socialrådgiverstuderende har jeg også lyttet til ældre kollegaers fortælling fra den tid – og jeg har altid været virkelig imponeret og benovet og en lille smule ærgerlig over at være gået glip af at være med i sådan en bevægelse…
Som ung drømte jeg om at kunne have været med til Woodstock og være hippie med ”peace, love and harmony” and all…. Jeg selv er først født i 1974 – og har altid troet at jeg var gået glip af…. Hvad jeg ikke vidste var, at den tid ville komme igen, hvor det ville være nødvendigt at finde det frem i os igen – men den tid er nu kommet og det er den vigtigste erkendelse, at jeg tog med ud af kvindernes internationale kampdag 2025…. Det er tid igen… desværre…
Jeg har de sidste par dage være privilegeret at høre den dansk-amerikanske forsker Robyn May Schott fortælle om, hvordan hun også gennem hendes deltagelse i 60érnes kvindebevægelse I USA var med at opnå retten til abort for alle kvinder i USA – og at de troede, at det var en ret, som var sikret for altid. Det var lige dele skræmmende og interessant at lytte til hendes beskrivelse af udviklingen af anti-gender bevægelsen og hvordan det lykkedes dem at komme hertil, hvor at kvinders rettigheder på den måde er tilbagetog i USA, som vi ser det i dag. Hun highlightede også de alvorlige konsekvenser ved det nationalt, globalt og for den enkelte kvinde…. Blandt andet at 8.340 mødre forventes at dø under Trumps 90-dages stop af midler til globale NGO'er.
Det ER 8.340 liv for mange!
Udover dette vigtige bidrag fra Robyn May Schott har jeg blandt andet også lyttet til oplæg og debatter om sexisme på arbejdspladsen, sexisme i musikbranchen, sexarbejde og migration, ”grænse-vold” og migration, rubriceringen af kvindelige politikere og jeg blev rørt, ramt og rystet over fortællinger fra spiralskandalen fra Grønland. Der er SÅ meget at tage fat på stadigvæk. Det kan i virkeligheden kun gå for langsomt.
Alligevel forlod jeg Nørrebro teateret i går på den håbefulde klinge og inspireret af min veninde, som lige havde delt Hannah Arendts ord med mig, da vi talte om betydningen af håb…
”Jeg er ikke sikker på, at jeg har ret i mit håb, men jeg er ret overbevist om, at det er vigtigt at fortælle om alle de mulige håb, vi har i dag for skånselsløst at imødegå vores samtids iboende håbløshed”
Tilbage til dialogen med min rollemodel gennem 30 år i dag, hvor jeg sad tilbage med en oplevelse af at føle mig taknemmelig, ydmyg og rørt over at de kvinder havde banet vejen og at vi i dag står på skuldrene af dem. Så jeg hørte mig selv sige ”TAK – vi har så meget at takke dig og alle de andre kvinder for – uden jer havde vi ikke stået her i dag”…
Vi ved nu, at det kan lade sig gøre at skabe store ændringer og at det nytter. Når vi har kunne gøre det før, kan vi gøre det igen og vi kender en vej. Det giver mig håb og det har vi brug for i den kommende tid. Ligesom vi har brug for en bevægelse af kvinder som støtter kvinder – hvilket var den vision Sisterpower blev bygget på for 5 år siden uden at vide, hvor tidsaktuel den også blev for vestens kvinder meget hurtigt. Kom… lad os finde sammen og lad os stå sammen i ren Sisterpower.
Rikke Ludvigsen
Founder & CEO Sisterpower International